Efter 48 timers helvede i lufthavne sidder vi på Royal Hotel i hjertet af Bangkok, hvor jeg netop har smækket MacBook’en op for at skrive lidt. Her først et hurtigt recap af hvad vi har oplevet so far.


Vores flyvetur til Bahrain set fra vores display i flyet.
klik på billederne for at gøre dem større. Opløsningen skulle være nogenlunde net-venlig.

To ting kan beskrive de sidste par dage: ventetid i lufthavne og flyskræk. To meget drænende begreber i praksis.
Heathrow: 5 timer – føltes ikke så længe og vi var begge ret følelsesmæssigt overstadige over at første skridt var taget...



Thildes aftensmad i flyet til Bahrain




...og min


Bahrain: Her troede vi at vi skulle vente i 12 timer på næste fly i blandt oliesheiker og bin-laden wannabees. Efter fem tog jeg en rask beslutning om at finde et hotel, hvor vi kunne få nogle timer på øjet. Da vi i skranken efterspurgte et hotel, blev vi sendt videre til Gulf Airs hotelreservation der kunne oplyse os om at vi da havde haft stillet et hotel til rådighed hele dagen... Fedt nok, tænkte vi, lad os komme af sted hurtigst muligt. Vi blev sendt ned i en ny hal, hvor vi blev bedt om at vente i 10 minutter indtil lufthavnsbussen kom forbi. Efter en time kommer der en lille gut hen til os og fortæller at han sgu lige havde lidt svært ved at finde en parkeringsplads. Fint nok. Vi kører med ham igennem Bahrain, der basalt set er en masse skyskrabere ejet oliemillionærer der kører rundt i amerikanske luksusbiler (sjovt nok). Turen til hotellet klares med 100-120 km/t igennem byzonen.


Fra hotelvinduet på vores hotel i Bahrain. Hotellet og dets omgivelser er bygget på kunstige øer.

Efter en time på øjet, bliver vi kørt tilbage til lufthavnen i samme tempo af en ny person der sidder og ævler i mobiltelefon hele turen.
Flyet til Oman er kun lidt forsinket og flyveturen (Gulf Air Airbus A340) tager kun lidt over en time. Inden takeoff sad en godt pakket tilsløret dame ved siden af os, foroverbøjet og mumlede nogle vers på arabisk fra en lille seddel med tårer ud af øjenkrogen. Lige meget hvor hellig og tolerant man er overfor andre kulturer, er det ikke en situation der forbedrer ens flyskræk. ☺
Det vi Oman er på papiret en kort mellemlanding hvor vi skal sidde i flyet imens de lokale stiger af og nye stiger på. Alligevel venter vi i over 3 timer da der tilsyneladende er steget en person for meget af flyet. Det viser sig dog, at denne person har ligget og sovet et par sæder bag os...grrrr!
De nye passagerer boardes og en heftig lugt af samtlige kryderurter i Thailand (ca.) spredes i flyet. Samtlige nye passagerer er thaier og er alle tussegamle. Efter endnu en halv times venten på at de skal finde deres pladser (Hvor svært kan det være!! Jeeesus christ) går det op for os, at det er den officielle thailandske hosteklub for personer over 60 der netop er steget på. De hoster og hakker under hele den fem en halv time lange flyvetur tværs over Indien til Bangkok. Lad os ikke håbe at der var en eller andet luftbåren sygdom med i deres host, eftersom at ingen af dem holdte sig for munden. Flere have desuden en plasticpose som de sad og spyttede i – bl.a. en gammel dame ved siden af os. Den (posen) var godt fyldt inden vi landede i Bangkok....yummi!
Konklusionen er at vi hellere havde betalt for en direkte flyvetur til Thailand, end to korte og to lange for at komme hertil... Hvis H.C. Andersen havde været med, havde hans kendte citat heddet ”At rejse af omveje til Thailand for at spare penge er som åndeligt opkastning”. Det kan ikke anbefales!

Nå, endelig er vi i Bangkok. Klokken var lidt over ti da vi landede og temperaturen var allerede knap 30 grader. Bagagen, som vi sagde farvel til i Kastrup, kommer efter kun fem minutters venten fint kørende på transportbåndet. Skønt. Vi bliver hurtigt kontaktet af den officielle lufthavnsd’axi (taxi udtalt på thai hvis I var i tvivl). Prisen er 700 baht (115 kroner), hvilket er alt for dyrt, men taget i betragtning af vores søvnmangel og manglende overblik over hvad vi lige skulle give os til, siger vi ok og bliver gelejdet ud til en stor ventende 4x4 der kører os igennem Bangkok – ligeledes med 100-120 km/t. Trafikken i Bangkok er et kapitel for sig. Min umiddelbare forestilling er, at der er mindst 30-40 gange så mange trafikdræbte her som i Danmark... Det skal opleves. Folk kører overfor rødt og afleverer lige et dyt til et par af bilerne der kører, med 80 km/t (i midten af byren), overfor grønt. Man bliver konstant stoppet af tuktuk’er (trehjulede knallerter med overdækket lad) og biler der spørger om man vil med.

Vores hotelværelse er udmærket. Ikke luksus, men med aircon (ekstremt vigtigt, tro mig), et fint badeværelse, TV med internationale kanaler og en stor dobbeltseng.
Vi har netop været ude for at få noget at spise. På hovedgaden, imellem kakerlakker og firben lå sgu lige en McD...beklager, men havde lige brug for en international ”oase”. ;)



Uhmmm..McChicken... lidt mere krydret end normalt, men stadig...uhmmm...McChicken


Et hurtigt priseksempel: 1 alm. + 1 stor McChicken-menu for 185 baht – 30 kroner. Er det ikke det man bruger som prissammenligning i OECD...? :)

Nå, vil slutte nu. I morgen regner vi med at spise i hotellets restaurant, der på papiret har et ret godt menukort. Næste gang jeg skriver bliver sandsynligvis fra øen Koh Samui.

Deres trådløse net koster pr. dag. Vi regner med at købe for én dag i morgen (hvilket så må være i dag) så vi kan uploade billeder, ringe på Skype og smide det her i blog’en.
Tjek evt. Thilde’s blog på thildebach.dk. Hendes opfattelse afviger sikkert ikke meget fra min.

Fra Thailand

Tobias