Så er vi her. På øen der på papiret er kendetegnet af hvide sandstrande, palmer og en ’laid back’ tilgang til livet. Vi venter en time i lufthavnen, inden minibuschaufføren finder ud af, at det kun er Thilde, jeg og en anden fyr der skal med. Der var 35 grader og en ekstrem luftfugtighed der dog tydede på nogle gode dage herpå. Vi havde hjemmefra booket os ind på et resort der så lækkert ud og havde fået god omtale (to anmeldelser). Prisen på de 1800 baht ligger også i den høje ende, så vi forventede en del. Da vi ankommer bliver vi venligt taget imod af to af stedets fire ansatte der viser os ned til vores ’deluxe seaview’-hytte. På vejen derned bliver det dog sværere og sværere at kommunikere, da der er en gevaldig støj fra noget byggeri på stranden foran resortet. (gravemaskiner osv. der flytter nogle kæmpesten, så man må/kan ikke gå derned). Det viser sig at lyden kommer fra under vores vindue, hvorfor vi spørger om det er muligt at flytte hytte. Det er det. Vi bliver med det samme flyttet over til en anden deluxe seaview hytte, hvor støjen er lidt svagere men stadig øredøvende høj. Eftersom at ingen af de fire personer forstår engelsk på højere niveau end en dansk trejdeklasse, opgiver vi imidlertid at brokke os mere. Vi spørger dog slutteligt om dette lokale også er ’seaview’ hvilket vi hurtigt får bekræftet....det vil sige seaview i form af udsigt til en 10 kvm stor swimmingpool som kvinden ivrigt står og peger på og siger ’seaview, yes, seaview’, som vi i øvrigt kun kan se hvis vi går udenfor selve hytten.

Vi hopper i noget badetøj for at afprøve poolen og tage noget sol. Der er dog et eller andet der ikke er som det skal være... Nå ja, vi er de eneste i miles omkreds. Det betyder dog ikke det store, men vi kan undre os over at vores tidligere forespørgsel om en ’garden view’ blev afslået med et ’no no..all booked’.

Vi ligger i en halv til en hel times tid og beslutter så at bestille en taxi ind til den nærliggende by, Nathon, 2-3 km derfra. På vejen kører vi forbi utallige strande, alle overfyldte med mudder og affald – en noget antiklimatisk oplevelse. Nathon har en havn med nogle små fiskerbåde som vi tog et par billeder af... Det var så også det hele. Resten er en eksakt kopi af Bangkok med utallige knallertkørere og hundredevis af butikker der sælger præcis de samme kopivarer som, tilsyneladende, alle andre steder i Thailand.

En mærkværdig jeg-vil-hjem-nu følelse rammer mig... For hvorfor var det egentlig vi tog af sted? Vel for fa’en ikke for at gå gade op og gade ned for at konkludere at størstedelen af den thailandske befolkning forsøger at tjene på alt mulig ragelse eller på en turisme der tilsyneladende ødelægger strandende omkring den her slags øer. Den kunne jeg vel godt ha’ regnet ud hjemmefra... Alligevel sidder jeg tilbage med en nå-følelse over at endelig sidde på Koh Samui - men uden at kunne slappe helt af og sige til mig selv: ”jeg udvikler lige nu min personlighed da jeg oplever andre kulturer og slapper samtidig af på strande der er hundrede gange bedre end Saksild eller sågar Asvig”. Denne ”jeg kan ikke mærke det”-følelse kan selvfølgelig godt være fordi, jeg ikke helt har inhaleret...hvis du forstår.

Nå, hjemme igen. Vi smækker Mac’en op for i desperation at ringe over Skype til en af vores dejlige mødre og pludre lidt om tingenes tilstand. Vi snakker længe og falder efterfølgende lidt til ro. Jeg beslutter mig for at lette på den stramt lagte dyne og læse lidt i en af Lonely Planet bøgerne. Der går dog kun få sekunder før jeg opdager to gigantiske brune pletter på den side af dynen der vender nedad. For fuck sake! Jeg overvejer et kort sekund selv at åbne et hotel hernede, men Thilde overbeviser mig om, at vi nok ville komme til at være her længere end hvad godt er så.

Vi beslutter os for at smutte herfra på mandag – en dag tidligere end hvornår vi har betalt til – men hvad fa’en. Vi har fundet et sted på den modsatte, og vist nok lidt mere feststemte, side af øen som skulle være ret godt. Det ser vi frem til.

Fra Koh Samui

Tobias