Til folk der stadig ikke har fundet ud af det; husk at I kan trykke på billederne for at gøre dem større...

Fra Hat Yai i Sydthailand gik turen videre med bus til Kuala Lumpur. Turen varede 8 timer og foregik i en forholdsvis lækker ’super-VIP’ som de kalder busser med 26 sæder i. To i den ene side og et i den anden side og dertil masser af benplads hvilket gjorde den forholdsvis lange tur ret behagelig. Prisen var stadig kun 90 kroner pr. person.
Undervejs fik vi set en del af den Malaysiske regnskov med lavthængende skyer over trækronerne og periodiske monsunlignende regnskyl grundet den nær forestående regntid.

I Kuala Lumpur er det første man bemærker de mange høje bygninger der er den dominerende del af bybilledet hernede. To bygningsværker overstiger dog alle de andre markant; KL Tower og Petronas Twin Towers. KL Tower er et 421 meter højt (til antennespids) sendetårn opført i 1995 og bruges, udover som udsigtspunkt og souvenirshop, til at forbedre sendemulighederne for radio og tv i byen. Tårnet er i dag det femtehøjeste i verden.
Petronas Twin Towers, opført i 1996, er utvivlsomt byens vartegn og dominerer med sine 452 meter til antennetoppen Kuala Lumpurs skyline ret markant. De var verdens højeste fra 1996 til 2004. Jeg havde specielt glædet mig til at se netop disse bygninger da jeg aldrig havde set en skyskraber tæt på før.
Da vi indkvarterer os på vores hotel, det 20-etagers Hotel Capitol i hjertet af byen, bliver vi sendt op på 16. etage hvor vores udsigt, fra et stort vindue, er til en del af skylinen med netop Petronas Twin Towers lige i midten. Skønt. Efter et besøg på den lokale Pizza Hut smutter vi i seng totalt udmattede.



Udsigten når man ligger i sengen. Der var Internet på værelset (til 40 kroner i døgnet), hvilket vi benyttede os meget af. På billedet sidder Thilde og snakker med folk hjemmefra.




Kuala Lumpur om natten fra vores hotelværelse


Næste dag var planen at se både Petronas og KL Tower og samtidig komme op i mindst et af dem. Da vi kommer hen til Petronas, der i øvrigt er et olieselskab, viser det sig at der ikke er flere billetter til den såkaldte ’skybridge’ som forbinder de to bygninger og er det eneste område i bygningen hvor turister har adgang. Æv. Oplevelsen af at stå nedenfor de to bygninger var dog heller ikke noget man lige glemmer. Det er sindssygt at man kan bygge noget så højt, og skal vist opleves før man fatter det. Prøv alligevel at forestille jer 7,5 stks Århus rådhus eller 13 stks Rundetårn oven på hinanden.



Mig foran Petronas Twin Towers


Bagefter gik vi over imod KL Tower der ligger en god kilometers penge derfra. Tårnet ligger på en høj og det meste af ’stueetagen’ er dedikeret til souvenirboder og andre småbutikker. Efter at have taget os sammen i et kvarters tid, køber vi to billetter og bliver hurtigt sendt videre til elevatoren, hvor et par flinke personer sender os knap 300 meter op i luften på et minut. Da vi kommer derop bliver man med det samme overvældet af den udsigt som følger med – hele vejen rundt faktisk. Tårnet er placeret i midten af byen, så overalt man kiggede var der høje bygninger og urbanisering af den ene eller anden form. Også deroppefra dominerer Petronas Tower skylinen, og der var flest turister omkring står da også omkring de vinduer hvor de er tydeligst.



KL Tower




Oppe i KL Tower. I baggrunden ses Petronas Towers




Da vi kom ned igen blev jeg tegnet af en dygtig kineser


- Opdatering –

Så kom vi til Singapore. Efter en otte timers bustur (der på papiret skulle tage fem), blev vi indlogeret på Waterloo Hostel, hvor vi på forhånd havde booket et dobbeltværelse. Fashionabelt er det ikke. Det forventede vi heller ikke. Priserne i Singapore er de højeste vi endnu har oplevet, så planen med at bo på hotel var blevet droppet for lang tid siden.
Singapore er en hypermoderne by, indeholdende en hypermoderne arkitektur (på nyere bygninger), en ungdom der klæder sig...hmmm..lad os sige specielt og en vestlig shopping-kultur (eller er det os der efterligner dem...?) med store centre med både internationale og nationale kæder repræsenteret. Det er ret morsomt at se den større mængde af legetøjs-, specielsbogs- (fantasy osv.) og elektronikbutikker der er hernede end i Danmark. Det er vist lidt mere respekteret at være nørd på den ene eller anden måde i Singapore.



Et af utallige kæmpe shoppingcentre i ’Syng en Grønsag’


I var vi inde på en lokal 7/eleven og købe vand. Jeg blev dog nødt til, eftersom det var vores sidste dag i Asien, at prøve deres kopnudler som de har overalt og som alle render rundt og spiser. Man køber et bæger og går over ved siden af disken og hælder varmt vand på for at koge nudlerne/lave suppe. Efter jeg havde hældt krydderier over de tørre nudler stillede jeg koppen ind under hanen og præsterede at holde på selve koppen imens jeg trykkede ned på håndtaget. Effekten var kogende vand ud over min hånd og en panikagtig reaktion der resulterede i nudler m.m. udover kaffebrygger og colamaskine. Ekspedienten, der så noget forbløffet til, sagde noget i retning af ”you ned ice...ice”. Hun greb ud efter isterningemaskinen, der heldigvis stod ved siden af, med trykkede på det forkerte håndtag, hvilket resulterede i at hendes hånd blev indsmurt i klæbrig frugtjuice. Jeg fik hurtig hevet det rigtige håndtag ned, og fik derefter isterninger på den forbrændte hånd og nogle med i en pose. Det dulmede det lidt, men her til aften har jeg stadig en tydelig markering på hånden der, hvis man rører på den, gør herre nas!
Eftersom vi kun har været her en dags tid, er det begrænset hvor meget jeg ellers kan fortælle. Vi tager videre down under til Sydney i morgen, hvor jeg sandsynligvis vil få smidt denne blogbesked op på hjemmesiden. Indtil da. Cheeeeers!

* Opdatering fra Sydney *

Så er vi i Sydney og jeg kan ikke bare smide beskeden på bloggen uden at fortælle om den førte dag hernede.
Efter en knap ni timers flyvetur fra Singapore og tværs over Australien er vi nu i Sydney.



Første glimt af Australien fra luften


Da vi havde fået fat i vores bagage blev vi hurtigt tilbudt en tur med shuttlebus fra lufthavnen og til vores hostel (YHA Glebe for interesserede). Vi var otte med og de skulle alle sættes af før os. Dette kombineret med at ”there’s a dick in town”, dvs. Dick Cheney, gjorde turen, grundet spærrede veje, noget længere end chaufføren havde planlagt. Normalt ville det ha’ taget under en halv time, men tog i dette tilfælde halvanden til to. Alle i bilen, inklusivt et ældre engelsk ægtepar der havde booket et lækkert hotel med udsigt til operahuset, var enige om at ham Dick Cheney kun havde gjort verden et mere usikkert sted...og i øvrigt Sydney til et trafikmæssigt helvede.
Dagen i dag, fredag d. 23 februar, startede for os (jeg ved ikke med jer, men tvivler på samme scenario. Hæhæ!) med en halv times gåtur fra Glebe (en del af Sydney) til byen hvor vi lagde ud med en tur i Sydney Aquarium, som så meget andet i Sydney placeret ved havnefronten, hvor alt hvad der kan krybe og gå er samlet i akvarier af meget svingende størrelser. Nogle alt for små, andre monster store. Det var dog en kæmpe oplevelse og der var overordnet set gjort meget for at efterligne bl.a. miljøet omkring Great Barrier Reef.
Bagefter gik vi ca. 300 meter længere ind i bugten (som er en mange i en ret kompliceret bugt...) hvor Sydneys Imax-pendant til Planetariet i København ligger. Vi købte billetter til forestillingen ”Deep Sea 3D”, hvilket var en forestilling, der i 3D drejede sig om forskellige mærkelige dyr i havet kombineret med en circle-of-life fortælling fra dybet levende fortalt af Johnny Depp og Kate Winslet. Det var ret fedt. Alligevel vil jeg i fremtiden gå uden om 3D-film optaget under vand, da forskelligt småkravl (plankton osv.) hele tiden slørede oplevelsen af en ellers spændende film som partout ikke havde behøvet at være i 3D.
Da forestillingen sluttede satte vi det ene ben foran det andet på vej mod Susanne Utzons berømte operahus. Gåturen varede ca....nej, vent...Jørn...nå ja, Jørn Utsons berømte operahus. Gåturen gik forbi Hyde Park – nej ikke den i London, for det ville saaaat’me være en omvej. Parken er ikke ret stor, men er proppet med en masse flotte træer som skygger for en flot græsplæne som alle kan sætte sig og slappe af eller kaste med frisbee, tunge kugler i massiv jern el.lign.
Da vi ankom, var vi åbenbart de eneste der havde valgt netop denne dag at se operahuset på. Ej, det passer selvfølgelig ikke. Alligevel giver stedets størrelse (stort) mulighed for at man kan få taget nogle gode billeder og snakke sammen uden at der hænger andre turister og tourguider på nakken af en. Stedet er helt fantastisk. Arkitekturen i sig selv er ret imponerende, hvilket naturligvis ikke kom som den store overraskelse når en dansk arkitekt har haft en finger med i spillet. Til interesserede kan jeg dertil komme med en sjov lille detalje. Susanne...undskyld, Jørn Utzon har faktisk aldrig selv set stedet, siden han kom op og skændes med Sydneys bystyre omkring finansieringen til nogle yderligere omkostninger som projektet pådrog sig i slutningen af byggeprocessen.
Man har, fra operahuset, desuden udsigt til Sydney Harbour Bridge, som vi overvejer at tage et nærmere kig på i løbet af de næste dage.



Mig på trappen foran operahuset.




Sydney Harbour Bridge skudt fra operahuset


Vi sluttede dagen af på Hard Rock Café Sydney, hvor vi, omgivet af berømte og signerede guitarer (mums!) spiste os halvtfordærvede i en ordentlig skude nachos efterfulgt af en solid cheeseburger.
Ved siden af os hang en Ibanez Jem 555 (næsten min...or not) signeret af Mr. Vai himself. Storartet.



Foran Hard Rock Café Sydney




Den gad jeg godt have med hjem.


Nå, nu vil jeg sgu hoppe i seng. Klokken er blevet tyve minutter i tre om natten, hvilket vil sige 16.40 i Danmark. Har hørt der er snestorm derhjemme. Hernede er der efterår, og det blæser og regner som en i.....hov nej, vent..det passer ikke. 30 grader og skyfrit.

Kom så ud og skovl.

Tobias