Ja, undskyld overskriften men måtte bare finde på et eller andet kikset...
Det gør dog ikke sætningen mindre sand (ej, nu stopper jeg...!).

Fra vores hostel i Hervey (udtales Harvi) Bay bestilte vi en tur på to nætter og tre dage. Vi skulle udforske øen i en 4-hjulstrukket lastbil der var lavet om til en bus. Ifølge vores guide koster sådan en fætter A$400.000, hvilket svarer til knap to mio. kroner, at ombygge. Valget stod mellem en kør-selv tur hvor man enten i grupper eller alene kan udforske gruppen i almindelige firehjulstrækkere. Der er fordele og ulemper ved begge metoder. Vi valgte dog den ’nemme’ løsning, da vi derigennem ville få en guide med til at fortælle om hvad vi oplevede men samtidig ville have gode muligheder for at opleve naturen på klods hold.
Først kort om Fraser Island. Øen er opkaldt efter Captain Fraser der i midten af 1800-tallet blæste i land på øen sammen med sin kone, Elisa Fraser, og en hjælper efter et forlis. Øen er verdens største sandø og fylder godt 2000 kvadratkilometre. At det er en sandø, gør dog ikke stedet uegnet for planter og dyr. Faktisk er det meste af øen proppet med regnskov og en masse kryb. Dette gjorde selvfølgelig kun turen endnu mere fantastisk... Øen er officiel naturpark, hvorfor man inden afgang med færgen betaler ca. 100 kroner pr. person for at komme derover.
Igen undskylder jeg hvis jeg ikke får alt med, men de sidste dage derude har været så fyldte med oplevelser, at det er svært at fremkalde dem på kommando.

Da vi ankommer til øen bliver stiger vi ret hurtigt ombord sammen med godt 30 andre - hovedsageligt europæere. Vi kører derfra direkte ind i bushen hvor første stop er en af mange ferskvandssøer – i dette tilfælde Basin Lake. Vi havde på forhånd sat os ind i ’seværdighederne’ (hvis man kan kalde naturen det) på øen, men det er alligevel ret svært ikke at blive overrasket når man først står på stedet. Basin Lake er en lille, grøn sø placeret isoleret på et område midt i regnskoven på øen. Søen er kun hjemsted for en lille gruppe dyr der har adapteret til omgivelserne – heriblandt sumpskildpadder og den langhalsede skildpadde.



Basin Lake


Bagefter gik vi i en times tid fra Basin Lake og igennem bushen til en gangbro i midten af regnskoven der krydser en lille bæk – Wanggoolba Creek. Da vi ankom blev jeg noget skuffet over at vandet var så grumset og forurenet af hvidt skum. Det viste sig dog at været et synsbedrag. Vandet, der kan drikkes og kontinuerligt bliver naturligt pumpet op fra undergrunden, løb ovenpå en bund af kridhvidt sand kun afbrudt af lidt grene og blade fra træerne der dækkede over.



Fra vores bushwalk




Chris. Vores chauffør, guide og ranger.


Allerede her gik det op for en, at det var et specielt sted man var havnet. Vi hoppede på bussen igen og forsatte til næste destination – Lake McKenzie. På vejen blev vi introduceret for en specielt art af træer der kun findes på Fraser Island og kan blive fire meter i diameter og ufatteligt høje. De ældste er omkring 1000 år gamle.



Satinay Tree


Da vi ankommer til parkeringspladsen ved Lake McKenzie spiser vi frokost og har, grundet den lidt tilbagetrukne placering ifht. søen, ikke udsyn dertil. Efter at have spist skifter vi tøj (til badetøj) og går ned mod søen. Jeg havde ikke i mine vildeste fantasier (og de er satme vilde) troet at der fandtes så ubeskriveligt smukke steder på denne klode. Jeg overdriver ikke, tro mig. Man bliver mødt en kæmpe sø indeholdende krystalklart vand omgivet af hvide sandstrande omgivet af frodig regnskov... Elendigt beskrevet, men ved ikke hvad jeg ellers skulle have skrevet. Det er uden sammenligning det mest fantastiske sted jeg endnu har sat mine ben. Grundet en lidt syrligere PH-værdi end resten af søerne på øen, er der stort set intet liv deri, hvilket gør at man uden problemer kan se bundet ude på midten (7 meter dybt). At det er ferskvand gør kun oplevelsen endnu mere spektakulær og anderledes fra en almindelig strandtur. Jeg håber billederne herunder kan beskrive det nogenlunde – om end bedre end jeg.



Lake McKenzie




yiiiiiha




...og det hvide sand der skulle være godt for huden.


Efter et par timer ved Lake McKenzie går turen hjem mod det sted hvor vi skal overnatte. Det foregår i nogle hytter med fire firemandsrum på Kingfisher bay Resort. Inden vi hopper i kanen, bliver det til nogle øl med de andre fra vores hytte samt en god aftensmadsbuffet serveret i Dingo Bar der er stedet bar.

Næste dag starter med en længere køretur langs 75-mile beach der løber langs østkysten. Første stop er Eli Creek der er en af de føromtalte bække der ender ude ved havet. Vi bruger ca. 20 minutter på at spadsere igennem det kølige og klare vand op til en bro, hvor det ikke er tilladt at gå længere. Eftersom der ikke er flere mennesker efter dette punkt, er vandet totalt rent og drikkeligt. Det benytter jeg mig af. Det smagte af.....hmmmm....vand.
På selve broen viser vores guide os en masse edderkopper der har dannet spindelvæv imellem grenene tæt på bækken. Et billede herunder.



Eli Creek




Ikke den værste vandhane...




Der er mange måder at komme rundt på




...og vejret kan skifte hurtigt


Herefter gik turen videre langs kysten til nogle klippeformationer (sandsten naturligvis) der var farvet i alle mulige røde og gule nuancer. Kort derfra stoppede bussen ved Maheno skibsvraget der er liget af et luksusskib bygget i 1905 og som forliste i en storm engang i 30’erne. Det er hovedsageligt en rustbunke i dag, men ser, på afstand, flot ud.



Maheno Shipwreck




Vores bus på stranden


Bagefter gik turen videre mod endnu et af de forventede højdepunkter – Indian Head. Stedet er placeret i enden af øen mod nord og er opkaldt efter nogle klippeformationer som, ifølge Captain Cook (ham der fandt Australien), ligner et indiansk ansigt. Efter frokost spadserede vi mod toppen hvorfra der er et imponerende view udover store dele af øen og naturligvis havet. Eftersom at klipperne går direkte ned i havet, kan man uden problemer se fiskestimer, rokker og årsagen til at det ikke anbefales at bade i vandet omkring øen – tiger hajer. Jeg har filmet hvor man både kan se rokker og hajer...men det tager desværre for lang tid at uploade, hvorfor I først kan se det når jeg engang kigger forbi Danmark igen.



Flot skygge, ikke...




Udsigten fra Indian Head


Lidt derfra har havet dannet nogle bassiner der, med rette, har fået navnet Champagne Pools. Man kan ligge og bade deri samtidig med at bølgerne klasker indover og danner en masse rindende vand...lidt svært at forklare. Et sted som dette ville de fleste steder være et kæmpe turistmål og unikt, men eftersom det er på Fraser har man en følelse af ”nå ja...man må ikke bade i havet, så havet har lige sørget for at lave de lækreste swimmingpools så man alligevel kan få lidt saltvand på kroppen og duften af hav i næsen”.



Champagne Pools


På vej rundt til de forskellige ting så vi flere dingoer – de vilde hunde som Fraser Island bl.a. er kendt for. Det var tydeligt at jo længere ind man kom i bushen, desto mere sunde og ernærede så kræene ud. Dette grunder i at flere turister fodrer dem, og de dermed mister evnen til at jage. Vi så et par stykker ved Indian Head der var ekstremt tynde af den grund.



En al for tynd dingo




Bedre proportioneret. Her forbi et sted hvor vi spiste frokost.


Ved aftenstid forlod 9 personer gruppen, eftersom de kun havde valgt en to-dages tur. Vi andre åd og drak til rimelig sent. Jeg fik DJ’en på stedet til at spille Barbie Girl, hvilket var et stort hit iblandt gæsterne – specielt da jeg tilføjede at det ”jo var et dansk band”. Suk.

Sidste dag startede med en længere og ret kuperet tur igennem bushen til Lake Wabby der ligger i bunden af en sanddynge på størrelse med Råbjerg Mile. Dem er der nogle stykker af på øen. Den her hedder Hammerstone Sandblow. Søen der er blågrøn og knap så klar som andre søer på øen er et populært sted for folk at svømme og kælke på sandboards. Jeg nøjedes med en svømmetur på tværs – ca. 200 meter hver vej. På trods af den ringe størrelse, er det den dybeste sø på Fraser Island, hvilket man lige tænker over nå man ligger ude midt på. Der er desuden masser af liv deri. Vi så flere fisk på 30-40 cm.



Lake Wabby. Jeg er en lille prik på den anden side.




Råbjerg Mile


For at mødes med vores guide, skulle vi krydse den ca. 1 kilometer brede sandkasse. Eftersom at der var periodiske skyer på himlen, var det en ret dejlig tur uden alt for stort et væsketab og svedvådt tøj.

Sidste stop på turen, der indtil videre havde været af en anden verden, var ved Lake Birrabeen. Bortset fra et lidt mere grumset (men stadig markant klarere end den reneste strand i Danmark) vand, var det et ligeså flot sted som Lake McKenzie.



Lake Birrabeen. Ahhhhh...




Lake Birrabeen. Mere ahhhhh...




Hvor er vi dygtige


Herefter gik turen igennem bushen og ud til kysten (modsat 75-mile beach) hvor vi skulle med færgen tilbage til fastlandet. Med en smule vemod men en kæmpe omgang naturoplevelser rigere, kunne man læne sig tilbage og forsøge at kapere hvad man har været vidne til.



Hjemad...bemærk frisuren.