Fra Cairns gik flyet til Auckland, Landets største by, hvor vi mellemlandede for at flyve til byen Christchurch på sydøen. Vi blev dog en kende forsinket i Auckland da der blev rapporteret om kraftig tåge i Christchurch lufthavn hvorfor flere fly måtte vende om i luften og flyve tilbage til lufthavnen i Auckland. Dette viste sig dog at være vores held. Da vi satte på vingerne i vores Air New Zealand Boeing 737-300 var det stadigt usikkert hvorvidt kunne lande i Christchurch. Der var kun rapporteret om mild omklaring. Vores pilot tog dog udfordringen i stiv arm og talte løst og fast i mikrofonen om hvor meget turisterne blev narret ved at tage til ’sunny Christchurch’. Flyveturen Auckland – Christchurch var beregnet til at tage 1 time og 20 minutter, hvilket ente med at blive em noget optimistisk plan. I forbindelse med at tågen så småt lettede, blev der kø i luften for at komme ned igen, hvilket i praksis betyder at flyene hober sig op i luftrummet over lufthavnen. Det udnyttede vores humoristiske pilot med et ’scenic show’ som han kaldte det. Det indebar nogle umådeligt skarpe sving i ti kilometers højde over Southern Alpes hvilket, de sidste måneders flyvninger taget i betragtning, var den ultimativt største oplevelse fra den højde. Det var ret svært at tage nogle ordentlige billeder derfra grundet modlys og den naturlige sløring som vinduet giver. Her er dog et par stykker.



Sådan burde alle piloter være.




Frodooooooooooo!!!


Landingen forløb stille og rolig ned igennem en masse tåget der lige akkurat var lettet tidsnok til at landingsbanen var klar og tydelig.
Og så var vi der; 11 tidszoner fra lille Danmark. I New Zealand der inden rejsen, og sågar på rejsen, kun havde været et fremtidigt stop indeholdende en masse høje forventninger. Det er både så langt væk og, bortset fra Ringenes Herre filmene, et så ubeskrevet blad i de flestes sind at det, i hvert fald for mig, var svært at forestille sig rent faktisk at være der.
Som antydet i forrige blog-besked, var det planen at finde et godt tilbud på lejebil så vi i eget tempo og efter eget valg kan udforske landet. Den første dag, ud af to i Christchurch, gik da også med at få tilbud fra et væld af forskellige biludlejere fra de mest kendte (Avis og Hertz) til de New Zealandske og mindre kendte selskaber. Det bedste tilbud lød, den dag, på knap 200 kroner pr. dag inklusiv en alt-dækkende forsikring for en bil i Toyota Corolla-klassen. Det skulle dog vise sig at det kunne gøres langt billiger...
Aftenen gik med det første, og sidste, besøg på KFC (Kentucky Fried Chicken) nogensinde. Vi tænkte, grundet at der både i Australien og New Zealand er en på hver gadehjørne, at det ’sikkert måtte smage godt’. Føj for helvede en omgang pap.
Efter opholdet på kirkegården for en helvedes masse kyllinger, gik vi en lang tur igennem gaderne i Christchurch, der i øvrigt er sydøens største by på knap 400.000 indbyggere. Det resulterede i fire uafhængige tilråb af negativ karakter, indeholdende en masse ord startende med bogstavet f, fra grupperinger på strøget eller i forbi kørende biler. Om det var lørdags-aften-hygge-gone-wrong eller et uheldig sammenfald af midlertidig præ-vinterdepression kan kun guderne, eller Elvis, vide. Velkomst i form af åndelig nakkemassage var der i hvert fald ikke meget af på daværende tidspunkt.
Dag to startede med et besøg hos et biludlejningsfirma som vores hostel, YHA endnu engang, anbefalede. Det viste sig at være et godt valg. 19 dollars for en dags leje og 15 dollars for den dyreste forsikring som vi valgte oven i hatten. ’Weeeeee’ll take it’, sagde jeg på klingende texansk. Jeg havde desværre glemt min hat den dag. Christ...!.. jeg har læst for meget Kinky Friedman på den her tur. Fire bøger er det blevet til skrevet af den Texanske countrysanger, som en af denne blogs læsere anbefalede inden afgang på turen. Jeg takker.
Som en lille service måtte vi selv vælge hvilken bil, også i Corolla-klassen, vi ville have dagen efter hvor turen gik længere syd på.

Vi valgte en Toyota Corsa 1,6 årgang 1999.... Nej, jeg er ikke debil. Den hedder faktisk Toyota Corsa og ligner hverken en Toyota eller en Opel Corsa. Til gengæld har den automatgear, hvilket er rart så gearskiftet med venstre hånd forbliver på et minimum. Det er sgu svært nok at finde rundt i trafikken i den forkerte side af vejen og blinke med højre hånd. Amøber. Hvem helvede fandt for 100 år siden ud af at det kunne være helt ubegribeligt morsomt at lave forskellige køreretninger i forskellige lande. Jeg foreslår en årlig sørgedag hvor vi alle bliver inden døre og spiser overkogt pasta til lyden af en permanent prædiken fra Jesper Langballe for at mindes ham der fandt på venstrekørsel. Eller højrekørsel for den sags skyld.

Morgenen efter blev vi hentet på vores hostel af biludlejeren, der kørte os til hovedkontoret med alle vores pakkenelliker. Efter at have underskrevet en masse papirer gik turen sydpå mod Lake Tekapo – en sø, 720 meter over havets overflade omgivet af bjerge godt fire timers kørsel fra Christchurch. Bortset fra en knækket hjulkapsel i forbindelse med mødet med en kantsten ved køreskifte, gik turen godt.
Tiden flyver når man er i godt selskab. I dette tilfælde er det gode selskab en total uspoleret og fantastisk natur.

Vi havde desværre kun formået at få pladser i et fire-personers rum hvilket resulterede i akut søvnmangel pga. en mand, der snorkede højere end Preben Møller Hansen råbte på Fremskidtspartiet sidste landsmøde inden Pia K fik nok, tilfældigvis havde tillusket sig en seng i samme rum. Hvis selv Pia K kan få nok, er der tale om høj snorken. Tro mig.

Næste dag skulle gå med en køretur til Mount Cook. Inden da havde vi dog planlagt en gåtur rundt omkring i området. Faktisk blev det til en 4 timers hike henover Mount John i godt tusind meters højde. I Christchurch havde vi begge købt nogle vandresko hvilket viste sig at være en yderst fornuftig disposition. Nok snak. Her en række billeder fra vores tur langs Lake Tekapo og opad Mount John.



Fra vores værelse ved Lake Tekapo




Vi har købt et stativ til kameraet så vi kan tage billeder uden rysten paa haanden og samtidig tage fællesbilleder.




jeg har siddet værre steder og ædt et æble.


Efter en udmattende nedstigning igennem en tæt fyrskov, fik vi hurtigt samlet kræfter til køreturen til Mount Cook – et af de mest berømte bjerge i New Zealand. For foden er en lille by, primært med overnatningsmuligheder, hvor vi checkede ind. Jeg ved på dette tidspunkt ikke helt hvad jeg skal sige. Man bliver ret målløs nå man åbner øjnene og forsøger at kapere de omgivelser man står ansigt til ansigt med. I får i stedet nogle billeder. Det skal lige siges at sletten nedenfor Mount Cook er den hvor hæren fra Rivendel (tror jeg nok) kæmper mod Hæren fra Mordor i LOTR – Return of the King. Det er der hvor hende, som var forelsket i Aragorn men jeg ikke kan huske navnet på, stikker et sværd i skallen på ham der flyver på dragen....hmmm..nogle af jer ved med en lille sandsynlighed hvad jeg snakker om.

-opdatering-

I dag, d. 28. marts, var der endnu engang en ordentlig omgang gåture på programmet. Der var ret overskyet hvilket hernede ikke nødvendigvis er et minus. Bjergene og søerne får en hel speciel stemning hvis de er indhyllet i skyer. Lige nu er klokken lidt over otte om aftenen og vi er begge totalt mørbanket efter ca. seks timers vandring i sværtfremkommeligt og kuperet terræn. Vi har fået taget nogle sindsygt gode billeder, hvis vi selv skal sige det og det skal vi. Knap 190 alene i dag. Nedenunder er et lille udpluk. Besøg evt. Thildes blog (thildebach.dk) hvis I vil se flere og læse lidt mere. Vi forsøger at dele de gode billeder lige over.



Vi måtte krydse to af disse ret høje broer for at komme frem til Tasman Lake der var endestationen for gåturen. Vandet under er smeltevand fra bjergene omkring.




Stativet til kameraet har flere fordele.




Her har jeg leget med en panoramafunktion paa kameraet. Der er lidt fejl i, men er ved at lære det. Billedet er meget større på Mac'en, men det ville tage en krig at uploade. (klik for at gøre det lidt større).




Isbjerg i Tasman Lake. Nogle mente det var den eneste sø i verden med isbjerge i.




Mount Cook på afstand


-ny opdatering-

Fra Mount Cook startede vi bilen med henblik på en dagstur til Lake Wanaka med en afstikker til Queenstown. Selvom de fleste vejkort og kørebøger kommer med oversigter over hvor langt tid det tager at komme fra a til b, skal man, har vi fundet ud af, altid lægge en smule oveni til fotografering. Endnu engang kørte vi forbi landskab der for et dansk øje ligner noget man normalt kun ser på Discovery Channel eller i Ringenes Herre.

Da vi ankom til Queenstown, hvor planen var at spise frokost og derefter køre videre, skinnede solen hvilket hjalp med til at få byen til at fremstå utrolig flot. Byen ligger ned til en stor sø omringet af høje bjerge. Da vi efter lang tids eftersøgning får fundet os en parkeringsplads, er den placeret tæt på nogle gondoler der konstant fragter turister op på toppen af et tilstødende bjerg. Heroppe er der forskellige aktiviteter man kan deltage i, hvilket nedenstående billeder bl.a. illustrerer.



Et af de bedre billeder fra Queenstown. klik også her for at se billedet i de rigtige dimensioner.




Efter gondolerne kunne man komme endnu højere op med lift til en 800 meter lang bane hvor man kørte ned i tre-hjulede tingester. Det var sgu morsomt.




Michael Schumacher II?




Hvorfor ligger Århus ikke i de omgivelser...?




Ahhh....


Vi ankom forholdsvist sent (16.30-tiden) til Wanaka og tog af sted igen ret tidligt. Jeg kan derfor ikke berette om ret meget derfra. Jo...de havde en sø, nogle bjerge og en Subway sandwichbar.

Lige nu sidder vi i Franz Josef hvor vi i morgen tager på en dagstur til den berømte Franz Josef Gletcher. Vi ser rigtig meget frem til den, da det ifølge flere kilder, deriblandt min lillesøster der har prøvet turen, skulle være en fantastisk oplevelse. Vejret ser ud til at blive dårligt, men hvad fanden...

Der er nu under en måned til vi kommer hjem, hvilket ser ud til at være godt timet. Vores hjerner er i hvert fald ved at være godt fyldt op med oplevelser. Det er specielt Australien og, selvom kun seks dages ophold indtil videre, New Zealand der har givet de absolut største indtryk. Jeg glæder mig dog stadig til at komme til New York.