Fra Kaikoura tog vi turen til Picton hvorfra færgen mellem syd- og nordøen sejler. Den tog fire timer, hvoraf en time gik med at køre på og af. Den lagde til kaj i Wellington, der som bekendt er landets hovedstad. Vi havde kun booket en enkelt nat der, da der ikke er synderligt meget at lave i byen for en turist. Dagen blev en af de længere, da toyota’en skulle køre ca. 450 km nordpå til byen Taupo belligende ved søen af samme navn. Denne sø er dannet for 26500 år siden af en vulkansk eksplosion som man mener var en af de største på kloden nogensinde. Som et lille eksempel herpå, kan du forestille dig askemængden på de tre kubikkilometer som Mount St. Helens leverede i 1980 med de 800 som denne eksplosion efter sigende skulle have givet. Den varme og giftige aske skulle have ødelagt alt beplantning og dyreliv på nordøen med lag på op til 100 meter. Der er endda spor af et 11 cm dybt lag 800 kilometer derfra.
I nyere tid, i år 181, forekom den anden store eksplosion der varede i flere uger og afleverede 33 mia. tons lava til overfladen og en askesky på op imod 50 km. Denne aske skulle, ifølge rygtet baseret på beretninger fra dengang, havde givet nogle flotte solnedgange i Rom! Selvom området i dag er hjemsted for mere end 200.000 newzealændere var landet stadig ubeboet ved begge udbrud.

Store dele af nordøen er netop præget af vulkansk aktivitet hvilket vi hurtigt ville mærke på egen krop. New Zealand er et kendt ’hiking-land’ – dvs. her er mange muligheder for gode gåture grundet det ekstremt varierende, kuperet og billedskønne terræn. En af de mest kendte hikes starter 60 km syd for Taupo og går igennem eller forbi flere kendte vulkaner for at afslutte i 10 km bush og regnskov. Turen er ikke blevet mindre kendt i kraft af Ringenes Herre filmene. Tværtimod. Hiken går nemlig forbi foden af og, hvis man har lyst og evner, op på Mount Ngauruhoe – af danskere og LOTR-fans bedre kendt som Mount Doom. Det er inde i Mount Doom at Frodo, Sam og Gollum ender deres ’hike’ og får kylet ringen, inkl. den søde lille fætter, Gollum, i ilden. Bjergen, eller vulkanen om man vil, er flere gange vist udefra i filmen, men er dog computeranimeret til ukendelighed. Vurdér selv som du kan se ligheder.



En lille kilometer inde i gåturen. Det var lige omkring frysepunktet.




Det rigtige Mount Doom


Selve gåturen er, uden opstigningen til toppen af Mount Doom (som jeg kalder det fremover, velvidende at ingen af bloggens læsere kan udtale det rigtige navn), 17 kilometer og derfor, grundet det ekstremt kuperede terræn, en af de mere krævende.
Vi blev hentet af en bus klokken 5.40 og startede turen klokken 7. Det går hurtigt op for en at det er et ret specielt, som så mange andre steder i New Zealand, man er havnet. For det første er det iskoldt og der er rim på mange af planterne. Samtidig er området omringet af vulkaner og bjerge med sneklædte tinder og lavasten overalt. Jeg har taget nogle med hjem, så I kan spare flybilletten herned...

Den første udfordring på turen er en stigning med det velvalgte navn Devils Staircase. Dette er en 4 minutters opstigning til noget så deprimerende som foden af Mount Doom. I brochurerne omhandlende hiken gøres det klart, at man IKKE skal begynde på opstigningen til Mount Doom hvis man har haft problemer med Devils Staircase, lider af højdeskræk eller højdesyge eller klokken er mere end 09.15. Vi kunne på hver sin måde sætte halve flueben ved alle af ovenstående.
Turen op er markeret med...hmmm..ingenting. Dvs. at der ingen sti eller ruteviser er på vejen op. Man skal derfor selv finde derop igennem en ”lava-rald” og store sten og klippestykker smid ud over hele vulkanen. Det går hurtigt op for én at de næste par timer sandsynligvis ville blive en once-in-a-lifetime oplevelse og samtidig vanvittigt hårdt. Eftersom man går op ad en, efter min vurdering, konstant 30-40 graders hældning, stiger man lynhurtigt og får efter kun en halv times balancering og kravlen en fantastisk udsigt over området. Det bliver samtidig mere og mere klart for en at det ikke er en ”walk in the park” som alle og en hver skal begive sig ud på. Ser man objektivt på tingene, er det totalt hul i hovedet at man tillader adgang dertil uden på forhånd at lave et basalt sundhedstjek på klientellet. Jeg vil, med al respekt, ikke ville anbefale det til nogle af de folk jeg kender. Med andre ord; der er overhængende farer for at man kan falde og slå sig mere end hvad godt er på både turen op og specielt på turen ned.
Når det er sagt får man næppe en bedre mulighed for at se en aktiv vulkan på klods hold. Jo tættere man kommer toppen, der i øvrigt ligger 2287 meter over havet overflade, jo mere surrealistisk bliver miljøet. Skyerne, som der heldigvis ikke var mange af, driver hurtigt forbi langt under dig og over dig er der røg fra flere huller ind til kernen af vulkanen hvorfra gasserne driver. Nok snak, her nogle billeder:



Jubii...vi klarede den (Devils Staircase). Nu er der kun en lille knold tilbage...eller!




Peace of cake! Lad os sidde her lidt længere.




Se, det er lige deroppe...




Hvor svært kan det være? Svar: svært.




Ikke det værste sted at æde et æble. Har I mon hørt den sætning før...?




Jeg klager ikke... I hvert fald ikke før om nogle timer.




Her er jeg en glad julegris. Bemærk skyerne. Jeg har en guldring i den ene hånd som jeg overvejer at kyle i hullet. Ej, det passer ikke. Slap helt af....ok, fald ned!




Ifølge filmen var det her Gollum og ringen røg ned. Ehhhh...?




Lidt mere udsigt deroppe fra. Søen på billedet hedder Emerald Lake.




Mount Ngauruhoe (Doom) i godt vejr.



Den, i brochuren, estimerede tid for op- og nedturen er henholdsvis halvanden time og 15 minutter. Tiden på turen op passede nogenlunde, men jeg har næppe set en mere urealistisk tidsestimering end den som der blev foreslået til nedturen. 15 minutter er hvis man har lyst til at sætte liv og lemmer på spil i en hasarderet glidetur ned af en strøm af størknede, små lavasten. Hvis man vælger den mere sikre, om end stadig håbløs uforsvarlige, rute ned ville det tage markant længere tid. Den tog vi til at starte med, hvilket resulterede i et hurtigt tidstab på en time. Halvvejs nede føler vi os nødsaget til at gå ud på den føromtalte lavastrøm pga. tidspresset. Efter en hæsblæsende tur ned hvor vi begge formår at falde og få rifter, er vi nede men halvanden time efter tidsskemaet. Klokken var nu 13.15 og vi havde brugt fire timer på vulkanen – deraf maksimalt en halv times tid på selve toppen omkring krateret. Vores bus, der ventede i enden af turen, ville køre, uden at vente, klokken 16.30 hvilket gav os 3 timer og 15 minutter til at gå en tur der på papiret og skiltene langs ruten ville tage 5 timer. Vi satte det ene ben foran det andet, allerede totalt ødelagte i samtlige kropdele af turen op og ned af Mount Doom, men nåede kun at gå en lille kilometer før opstigningen til Red Crater begyndte. Denne var, hvis ikke hårdere, så lige så hård som Devils Staircase og midt på er vi begge ved at give op og spørge en forbipasserende om lov til at låne vedkommendes mobiltelefon så vi kan ringe til firmaet og sige at vi ikke når bussen... Alligevel får vi kæmpet os op til toppen hvorfra det går nedad på det meste af ruten. På dette tidspunkt er der stadig omkring 10-12 kilometer tilbage og skiltene på ruten indikerer at det ville tage 4 timer at nå til parkeringspladsen hvor turen ender. Vi havde på kun to timer og ti minutter. Selvom Thilde førhen havde været længere nede psykisk end Pia Kjærsgaards mand på en god dag, er det som om hun på dette tidspunkt får et skud af et serum som ellers kun er kendt af den der mib-mib-vrooooom tingest. Som den rene hare til et greyhoundløb, sætter hun tempoet for den afsluttende 10-kilometer finale hvilket slutteligt gør at vi når bussen seks minutter inden afgang. Vi havde dermed gennemfør en 4-timers hike på dobbelt tid. Bum bum tji! Da vi ankommer har jeg personligt noget svært ved at stå på benene efter den, i mine nu 27 år, absolut største kraftanstrengelse. Jeg nåede, på trods af permanente smerter fra panden og ned, at tage nogle billeder fra resten af turen.



En times gang efter nedstigningen. På billedet er vi nået til Red Crater hvorfra man kan se Blue Lakes




Thilde i fuld gang med at hive os i mål.


I bussen på vej hjem afslutter jeg dagen med et akut ildebefindende, hvor jeg bliver en kende svimmel (læs: meget døsig, mærkelig og med nogle sære sætninger) og formår, ved et busstop hvor vi ikke skulle af, at klemme mig frem i bussen og ligge mig så lang jeg er foran den på asfalten og være væk i et par sekunder. Thilde kommer til undsætning med en flaske vand og en påmindelse om at alle kigger (hihi), hvilket på den ene eller anden måde får mig på benene igen. Morsomt. I hvert fald bagefter.
Og jo, turen kunne mærkes dagen efter. Heldigvis skulle vi kun køre 70 km til byen Rotorua, hvilket Thilde klarede i fin stil. Alle muskler var dog så ødelagte at man knap kunne åbne øjnene i ren smerte fra øjenlågene. Sådan cirka.
Alligevel sidder man tilbage med en yes-jeg-gjorte-det-kraft-stejleme-følelse der, når alt kommer til alt, er rimelig rar og rimelig rå.

Lige nu, søndag d. 8. april kl. 21.15, sidder vi på vores værelse i Rotorua og kan stadig ikke rejse os uden at ligne en blanding af John Cleese med en gakket gangart og en Ford T med rektangulære hjul. Alligevel har vi formået at være på en mindre gåtur rundt i en park der lokker turister til med geysere, mogende kudder (undskyld, kogende mudder) og varme kilder, alt sammen i kraft af den termiske aktivitet som dominerer området. Her et par billeder derfra:



Lady Knox geyseren. Den spyer kun vand hvis overfladespændingen (en længere historie) nede i den brydes. Det kom der en mand og gjorde med noget sæbe. Rimeligt skuffende.




En kogende sø




I røøøøøg og damp


-opdatering-

Så nåede vi vores endestation i New Zealand, Auckland, hvorfra jeg sidder og færdiggør denne, den sidste blogbesked herfra.
I går kørte vi fra Rotorua, hvor vi i øvrigt boede på et rigtig lortested hvilket i altid kan høre om, til Waitomo med et eneste formål – at se de kendte glow worms (direkte oversat: lysende orme) i områdets grotter med det fantasifulde navn Waitomo Caves. Waitomo er i øvrigt maui og betyder vand(wai)hul(tomo). Dette grunder i det faktum at der løber små floder igennem mange af hulerne (caves)(ikke hullerne) samt at drypstensformationerne er nogle våde sataner der hele tiden . Området er dannet i forbindelse med at havbunden gradvist har rejst sig og dermed blevet til land (af James Cook kaldt New Zealand). De forskellige lag af havbund har med tiden lavet sprækker der er blevet til hulerne. Drypstensformationerne dannes når regnvand på vej igennem jorden opsamler bl.a. calcium og dermed langsomt afgiver det til formationen i forbindelse med inddampningsprocessen og inden den drypper af. Alle formationerne er således lavet af en enkelt dråbe der har lagt kimen til resten. Her nogle billeder derfra. Eftersom det er forholdsvist mørkt derinde uden noget naturligt lys er det svært at få hele gangsystemet og formationerne helt med. Beklager. De fleste billeder er i øvrigt fra et andet hulesystem hvor vi gerne måtte tage billeder, modsat i selve Waitomo Caves.



Fossiler fra den tidligere havbund




De tynde snorelignende tingester på billedet er spyt fra glowworms (der i virkeligheden ikke er orme, men insekter i larvestadiet). De bruger det til at fange mad med.




På billedet ses et slags tæppe (lavet af calcium) formet af en masse dråber der har fulgt én vej ned af væggen. Vi kender det fra vores vinduer hvis det regner. Regndråberne laver som regel en bane som noget af vandet følger. Ret imponerende. Ja.... begge dele er imponerende.




Drypstensformationer




Been there, done that.


Som sagt er vi i Auckland nu hvorfra vi flyver til Fiji torsdag d. 12. april. I morgen er planen at vi smutter en tur i Auckland Skytower - deres pendant til KL Tower og Sydney Tower hvori vi, som I jo nok ved, har været. Ellers er planen at slappe lidt af og få styr på de sidste værelsesbookinger på Fiji, i Los Angeles og New York.
Bilen har vi afleveret i dag, uden bemærkninger vel at mærke. 2824 kilometer blev til, hvilket er nogle af de bedste vi begge har brugt i en bil. Det er uden tvivl den bedste måde at oplevet New Zealand på, da det er lidt kringlet at stoppe en buschauffør hvis man vil tage billeder af bjergene eller kigge på et får. Hvis man er to personer er det samtidig markant billigere. Vi har givet under 2100 kroner for billeje og omkring 1200 kroner for benzin. Det skal dog siges at lejen var billigere forbi vi kørte fra syd til nord modsat normen. Tilsammen 3300 kroner modsat 4800 kroner for to busbilletter på en sammenlignelig rute. Tankevækkende?
Det har, som de fleste har bemærket, været en helt fantastisk tur hvor vi med egne øjne har været vidne til den diversitet, som naturen hernede har at tilbyde. Selvom det har været svært at dele oplevelserne 100% med jer, håber jeg at vores billeder bare tilnærmelsesvist har givet jer et indblik i hvilket land vi har brugt de sidste knap tre uger i. Det er svært direkte at sammenligne Australien med New Zealand. Alligevel står naturoplevelserne mere klart i hovederne på os i NZ end i Australien – dermed ikke sagt at Australien ikke er gennemført helt fantastisk. De har bl.a. end mere energisk og sprudlende befolkning i ryggen – dermed ikke sagt at NZ ikke har flinke mennesker...og jeg kunne blive ved. Min holdning er i øvrigt baseret på en sygelig generalisering eftersom vi kun har set en brøkdel af Australien men derimod fået noget der ligner en helhedsoplevelse i New Zealand.
En ting er sikkert; Thilde og jeg holder LOTR (Lord of the Rings til folk der stadig er helt blanke) –aften når vi kommer hjem. Der vil sandsynligvis blive trykket en del på pauseknappen.

-opdatering-

Så har vi været i Auckland Skytower. Her nogle billeder derfra. Vi to en ”pakke” således at man først kommer op på det almindelige observation deck og derefter kan tage en elevator til Sky deck, som de kalder det. Selvom det til antennespids (324 m) er højere end Sydney Tower, er selve udsigtsposten ikke placeret ligeså højt oppe. Det var dog stadig, også pga. af andre faktorer end udsigten, en sjov oplevelse.



Skytower nede fra, inden vi smuttede derind.




De var tilsyneladende løbet tør for cement i byggeprocessen, hvorfor de havde valgt at lave noget af gulvet i plexiglas. Ej, det’ gas.




Rimeligt skræmmende. Trust me. Læg mærke til at jeg holder godt ved, hvis hele lortet nu skulle bryde sammen, hvilket der var overhængende risiko for da jeg stod der....




Her vil jeg bo. Altså ikke i byen, men oppe i tårnet. Så vil jeg gro et meterlangt skæg og skifte navn til herlige Henning.




bagefter gik vi over i en skøn park og spiste en sandwich.


Næste blogbesked bliver fra Fiji hvorfra vi flyver videre d. 18. april om aftenen og lander i Los Angeles klokken to om eftermiddagen....den samme dag, i øvrigt. Med andre ord krydser vi datolinien. Det bliver bare knæhøj karse og piloten, Flemming Enevolds Lillesøster, har lovet citronmåne til alle.