Efter tre timers flyvetur fra Auckland kunne vi stige ud af flyveren om aftenen ved ni tiden. Temperaturen var mindst 10 grader varmere selvom det regnede da vi ankom til lufthavnen i Nadi (udtales ’nandi’) på vestkysten af hovedøen Viti Levu der er den største ø i Fiji. Fiji har kun 836.000 indbyggere hvoraf næsten halvdelen bor i hovedstaden Suva på østkysten, dvs. modsat Nadi der dog er den by hvortil og fra det meste internationale lufttrafik foregår. Øgruppen er placeret midt i Stillehavet og er præget af et dejligt tropisk klima.
Efter ca. en times ventetid i lufthavnen bliver vi omsider gelejdet ud til den ventende shuttlebus der kører os til vores første overnatning i Nadi. Nadi er ellers ikke en by man bør opholde sig specielt meget i, da der absolut intet er at lave, men grundet den sene ankomst følte vi alligevel at det var passende at overnatte tæt på lufthavnen.

Apropos ventetid; hernede går klokken efter ’fiji-tid’. Dvs. at man tager hele fænomenet om ure og tid lidt løst og tager tingene som de kommer. Indtil videre har det dog kun været charmerende at observere, men den er god nok; fiji-tid er ikke en skrøne.

Næste morgen bliver vi hentet af en stor bus og kørt til havnen, hvor der ligger en færge parat til at sejle folk ud på de øer der har gjort Fiji til det ferieparadis, som landet i dag tjener til dagen og vejen igennem. Øerne, heraf en masse bittesmå og andre som Endelave, begynder få kilometer ude fra kysten fra Nadi og strækker sig ca. 100 km nordpå. Vi havde på forhånd booket fire nætter på et resort der ligger på øen Nacula i Yasawa-øgruppen længst nordpå. Resortet hedder Oarsman Bay Lodge og er kendetegnet ved at være ejet af lokalbefolkningen på Nacula og ligge på en af de bedste strande i Fiji. Sejlturen, hvoraf kunderne hovedsageligt bestod af unge mennesker på vej på ferie eller i gang med et ø-hop (færgen stoppede ved en del øer på vej herop), varede i knap fem timer. Da vi ankommer til færgens sidste stop, som var ude midt på havet, bliver vi hentet af en lille jolle der sejlede os ind til hvor vi skulle opholde os de næste dage. I strandkanten bliver vi modtaget af en lille gruppe af resortets medarbejdere (og dermed en del af de nærliggende landsby) der synger velkomstsange akkompagneret af et par akustiske guitarer. Herligt.
Vi får et glas velkomstjuice og bliver instrueret i spisetider osv. Resortet har en lidt speciel politik med at man skal betale for deres mad (morgen, middag og aften) ved ankomst for alle dagene. Det gjorde dog intet i dette tilfælde, da maden er helt fantastisk. Vi bliver vist ned til vores bure (udtales buré..som tomat...buré), hvilket er det navn man anvender for de fleste slags overnatningsmuligheder – dvs. alle slags hytter, bungalows osv. Vores er placeret op ad en anden, men har dog stadig private faciliteter, hvilket er ret skønt. Det koster dog alt sammen. Knap 900 kroner i døgnet inkl. mad. Fiji er ikke en prismæssig kopi af Thailand, hvis nogen troede det.
Vores hytte er i øvrigt placeret omkring 10 meter fra strandkanten, hvilket frembringer en konstant lyd fra bølgerne. Herligere.
Første dag gik, efter ankomst, hovedsageligt med at ligge ved stranden selvom vejret, grundet slutningen på regntiden, ikke er det bedste. Man er ret isoleret på stedet, så der er ikke mulighed for lige at smutte ind til byen og se sig omkring. Vores strand afsluttes brat af sorte klipper i begge ender, hvilket gør det umuligt at udforske øen på andre måder end med vandtaxi eller i kajak. Andendagen gik ligeledes med solbadning... og jo, der var sol. Masser af sol. Faktisk fik jeg personligt en tand for meget sol. Hold kæft hvor er det bare hårdt....eller...! :o)
Udover den hårde del, med at ligge på langs og tage sol på en lækker strand, lånte jeg en maske og snorkel så korallerne der ligger ekstremt tæt på kysten (under 50 meter ude) kunne blive udforsket.



På ankomstaftenen blev vi modtaget med dans og halskæder




Kunne være morsomt hvis jeg havde haft voldsom blomsterallergi.




I hængekøjen uden for vores hytte




Om nogle uger er dette billede sikkert slettet.




Stranden. Den var ik’ så ring’ endda.


På vores resort kan man dagligt melde sig til forskellige aktiviteter. Der er lidt for en hver smag. Vi meldte os, sammen med et engelsk par (her er englændere over alt) til søndagens kirkegang i den nærliggende landsby hvor flere af resortets medarbejdere kommer fra. Vi mente det var en god mulighed for at se hvordan befolkningen i virkeligheden lever på en isoleret og ikke ret befolket stillehavsø. Vi hoppede op i en lille jolle med motor for at blive fragtet til en anden del af øen. På vejen sejlede i mellem og over en masse koralrev hvor der ar utallige farvestrålende fisk. Da vi ankommer til kirken sidder der en ældre dame foran alteret og læse op fra Biblen (tror jeg) på fijiansk. Flere tilhørere læser i kor med hende. Efter noget tid smutter hun ned i blandt resten af kirkegængerne hvorefter den rigtige præst tilsyneladende tager over. Om det er fordi vi (det engelske par og os) sidder på forreste række (hvor vi er blevet placeret) skal jeg ikke kunne sige, men efter en længere prædiken på fijiansk begynder han at prædike på engelsk. Problemet er dog at han snakker ekstremt langsomt hvorfor denne del tager ca.45 minutter. Da seancen, der i øvrigt indeholdt en dåb hvor to børn blev døbt, er forbi går vi ud af kirken og giver venligt to mænd hånden. Vi er ret sikre på at det var landsbyens høvding og præsten.
Dagen slutter med endnu en god aftensmad hvor menuen står på, en i øvrigt udmærket, kartoffelsuppe efterfulgt af sesammarineret kylling og dessert til slut.



På vej igennem landsbyen. En typisk hytte derfra.




Undertegnede foran kirken




Fra dåben. Børnene kom, morsomt nok, til at hedde Herlige og Henning.




Stranden ved solnedgangstid


Dagen i dag (d. 16. april) er gået med afslapning på stranden, kajakroning og snorkling hvor vi så en helvedes masse fisk. Aftenen afsluttede dog på rigtig fiji-manér. Efter aftensmaden samledes vi om nogle guitarer og en ordentlig skål kava – den traditionelle drik der både er blevet stemplet som narko og helsedrik. Jeg fik to små skåle, men kunne ikke rigtig mærke noget. Thilde, derimod, rendte efter nogle skåle rundt på stranden og sagde som en krabbe. Kraaaaaab...krab krab. På alle fire, endda. Ej, det passer ikke.
Det var en rigtig hyggelig måde at slutte opholdet på Nacula, der faktisk var gået over alt forventning, af. Jeg nåede bl.a. at spille lokale sange sammen med to lokale guitarister. Det er i øvrigt morsomt at se hvordan de håndterer guitaren. De kan ikke ret mange akkorder (hvis de ved hvad det er) og laver dem samtidig på en morsom måde. De havde aldrig hørt om Eric Clapton. Og jo, jeg spurgte dem faktisk.



Knock knock.
Who’s there?
Kajak
Kajak who?
Ka’ Jakob, ka’ Jakob, ka’ Jakob drikke ud? Den var til min fætter. Hej Jakob. :)




Hvor brænder det?




Stranden vi boede på er kendt for at have koraller inde ved bredden. Det skulle udforskes.




I skrivende stund er jeg brunere end Hella Joof. Det er sikkert væk når jeg kommer hjem. Piv.




Er det kava’ens skyld at billedet er sløret. Spørgsmålet vil for evigt være et mysterium.




Asantisana blød banahhna




Farvel. Der var hornmusik uden horn.


Lige nu (om aftenen d. 17. april) sidder vi igen på vores hotel i Nadi på fastlandet (så fast som det kan blive midt i Stillehavet) hvorfra denne blogbesked bliver uploadet. I morgen tager vi videre på en lang flyvetur til L.A. 11 timer tager den. Vi flyver som bekendt over datolinien hvilket betyder at vi flyver kl. 23 om aften og lander kl. 14 den samme dag. Vi har med andre ord en lang 18. april, om end meget af den foregår i en Boeing 767-300ER fra Air New Zealand.

Der kommer lidt tryk på bloggen den sidste uge, da vi naturligvis gerne vil dele vores oplevelser fra både Los Angeles og New York. Men rolig nu... vi er hjemme igen d. 26. april hvorefter bloggen sandsynligvis vil ligge stille for en tid og gruppe-mailen ophører.

Indtil da: Bula! (hilsen på Fijiansk)(betyder ’livet’ direkte oversat)